Fredag d. 12/8

Henrik vågnede og havde ”glemt” at Sarah var rejst. Oh what a bommer!

Jeg fortsatte min regnen, og hvornår hun sikkert ville få serveret morgenmad – og bare hun nu havde fået sovet lidt i flyet – det ville jo blive en lang dag ;O)

”Allergien”, der gav sig udslag i løbende øjne – især torsdag ved 16-18 tiden, var overstået, og jeg tænkte egentlig bare på at jeg håber hendes forventninger bliver opfyldt, og at hun ikke bliver ked af det mens vi er en verden fra hende.

Kl. 12 middag (5 deres tid) tikkede Messenger, og vi fik beskeden; ”Landet i Mexico city efter 12 timers lang flyvetur med skrigende babyer hahaha. Men landet”.

Henrik havde fri – men dagen blev (heldigvis) fyldt med en syg kat, som jeg måtte køre til dyrlægen, og så gik der tid med det ;O)

 Flyplanen, som vi kunne udenad - og holdt os i nærheden af telefonen, når vi nærmede os tidspunkt for endnu en landing....;O)

Første billede af modtagelsen ;O)

Vi var inviteret i Tivoli med councilor, værtsfamilier, udvekslingsstudenter og søskende til, så i hvert fald var vi i selskab med folk der vidste præcis hvordan det er at sidde 1. dag efter at have sendt sit barn afsted ;O)

Kl. 1630 sendte Mexicomor billeder af afhentningen af hende. I det øjeblik tror jeg først vores skuldre kom ned; O)))
Det var ikke fordi vi ikke tænkte at familien ville hente hende, men mere det, at nu var hun fremme og i gode hænder – og der ved man jo ikke hvad tiden bringer, men er blot glad for at hun er hos familien.

De så søde, glade og engagerede ud ;O) Balloner, skilt og store smil. Så kan man godt slappe af ikke?!; O))

Meximor sendte første billede efter modtagelsen - Sarah får Mexicomad - nu ved vi det nok skal gå ;O))

...

Det blev i øvrigt en herlig tur i Tivoli, og jeg er sikker på at det samarbejde og relation, der allerede ses mellem os, vil komme os alle – og især vores udviklingsstudenter til gode ;O)

Fredag d. 19/8

Ugen gik stille og roligt, og man vænner sig faktisk nemt til at undvære.
Tror ikke det er helt så nemt for Henrik, men han er også tit alene hjemme med Sarah og Lucas, og hvor Lucas forsvinder op på værelset om aftenen, er det Sarah der kommer ned og smider sig i sofaen og starter en samtale, eller spørger om vi ikke skal se noget tv/film sammen.

Men selvom jeg ikke tænker på hende hele tiden, er der alligevel den tanke, hvis vi skal noget ”hvordan med Sar….- nåååå nej, hun er her ikke”.

Heldigvis har ugen også været optaget af den kommende indflytning af Marcelo.. Han lander i morgen lørdag, så der har været forberedelse til hans ankomst ;O)

Torsdag 11 august 2016

Så kom dagen….

Tror Sarah er mere spændt end hun medgiver ;O) Hendes mor og far er mere berørte end de vil vise ;O( Så alt er som det skal være…

Vi spiste morgenmad far, mor og Sarah – det var hyggeligt…og trist. Hele tiden tænkte jeg på ”det er sidste gang” – og hele tiden måtte Henrik minde mig om at hun altså kommer hjem igen – og ja det ved jeg da godt, men et år er altså bare lige pludselig rigtig lang tid.  

 Sarah pakkede det sidste og vi tullede lidt rundt.

Fik frokost og tullede mere rundt. I virkeligheden var hele dagen et langt ”waiting game”. Vi talte bare timer ned og var egentlig klar til at få ”det overstået” – ikke sådan at jeg ville have hende afsted, men helt af egoistiske grunde – så jeg ikke skulle gå og være ked af det hele dagen.
Og selvom jeg var SÅ ked af det, var jeg samtidig så glad og spændt på hendes vegne. Så følelserne var dobbelte og rev hver sin vej – hele tiden…

Jeg tænkte at det havde været bedre at vi skulle møde kl. 9 derinde…..men så havde dagen i går nok bare været, som dagen i dag…..Så det skal nok bare være sådan ;O/

Kl. 15 lukkede vi hoveddøren og Sarah startede sin rejse – hun vendte sig lige om, på vej ud til bilen, for at ”se det hele igen”, og så kørte vi.
Udover lige at checke at passet lå i for lommen på håndbagagen, så var vi på vej – og Sarah sagde farvel til Ølle (Ølstykke).

Der var lidt stille i bilen til lufthavnen – Sarah havde travlt med at svare på alle de kommentarer, der var tikket ind på hendes opslag fra middag. Både Henrik og jeg sad nok og reflekterede over hvad der nu skulle ske.

 Jeg gjorde i hvert fald, og også hvordan jeg undgik den pokkers ”allergi, der havde drillet mine øjne hele dagen”. Og hele tiden delt med tankerne om hvor fantastisk en oplevelse hun er på vej til…

Vel ankommet til parkeringspladsen i lufthavnen, og hjælp med at få kufferten ud af bagagerummet, strøg hun afsted med raske skridt – fyldt op af glæde og spænding over det hun nu skulle staarte. Og det var en glæde at se.

Glæden da hun slap kufferten og hilste på alle de andre udvekslingsstudenter - det var dejlig at opleve – alle familierne nikkede bare til hinanden og stod i små grupper. Mon vi alle havde de samme tanker?

Check-in varede knapt en halv time inkl. Kuffertaflevering, og imens står man og står, og taler lidt om rejsen, lidt om almindelige ting, mens man (mor og far) bare kigger på uret og tæller minutter….

Vi fik halvanden time, før farvelknus, tudetrappebillede og kort farvelknus til mor og far -  og så op ad trappen…

Og hvordan er det så at se hende gå op ad trappen?

Absolut rædselsfuldt!  Helt forfærdeligt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Og – igen – på hendes vegne – fantastisk spændende; O)))

Og hatten af for de forældre der ikke ”kommer til at få noget i øjet”; O))

At se sit ”lille” barn gå op af trappen, stoppe og vinke og så gå – uden at vende sig om – glad, spændt og fuld af eventyrlyst til afrejse – jamen så ved man at man har givet hende muligheden for noget helt unikt….

Turen hjem i bil, og resten af aftenen, bestod af at tænke hvor langt på rejsen hun var nået. Sulten var ingen af os, sådan rigtigt. Vi havde aftalt at hun lige skulle sende besked når hun nåede München, Mexico City – og naturligvis når hun var kommet frem – så det blev regnet tidsforskel og siddet standby når vi vidste at hun landede et eller andet sted – for hver gang længere væk.
Det er altså en sær fornemmelse at lægge sig til at sove den første nat…