Fredag d. 25. november 2016

I morgen afleverer vi Marcelo til hans 2. familie i Danmark.
Det er med meget blandede følelser. Den første meget lange tid i Danmark, har vi "kæmpet" en del med at lære Marcelo noget om aftaler - at lave dem, at overholde dem, og noget om tid - og især rettid(ig omhu).
Tror både vi og Marcelo har været overraskede over hvor meget til forskel der er på kultur og personlighed. Men selvom der en gang imellem er blevet talt med noget store bogstaver, når tingene ikke er passet helt, som vi danskere (og i hvert fald vi i vores hus gør), har det også betydet at vi har fået talt om nogle ting, der nok ikke var poppet op, uden vores meget forskellige måde at anskue tingene på.

Så nu hvor vi har fundet en mening med det hele - skal han videre...
Men jeg tænker ikke, at vi er den første - eller den sidste familie, der sidder tilbage med den følelse...
Vi har fået fortalt mange gange, at den første familie har det hårdeste job, for det er der de unge skal lære alt, inklusive sproget - som må jeg sige, vi har haft en del snakke om, med Marcelo, som har sin egen klare holdning til sin dansk kunnen.
Så jo, det har været hårdt, men det har også særdeles lærerigt, for både os og Marcelo. Jeg ved vi vil tage alt det han har bragt ind i vores liv, og hans historie med os. Og jeg håber ligeledes at Marcelo vil tage, det vi har forsøgt at give ham, med videre i sin fremtid - også den dag han forlader Danmark.

 

Tara og Marcelo til Thanksgiving (Foto: Rotary)

Marcelo og sproglærer Lone (Foto: Rotary)

Marcelo som Natteravn med Anders og hostmor

Vi har taget ham ind som vores eget barn, og der uddeles både skældud og kram, ligesom vores egne. Naturligvis er der kampe som vi ikke, som hostfamilie skal gå ind i - f.eks. hvor meget frugt og grønt man spiser ;O))
Nogle ting er universelle, finder man ud af - for eksempel når vi selv sender et rodehoved ud, kan man alligevel blive overrasket over at få et endnu større rodehoved retur ;O)

Marcelos værelse - det kunne være en hvilken som helst teenagers ;O)

Det der med at huske madpakke, slukke lys og alle de andre ting, man håber kun er danske teenagere der ikke kan - viser sig at være universelt ;O)))))

Vi har haft sjove oplevelser - som første gang Marcelo skulle gøre sit værelse rent og Henrik viste ham støvsugeren. Han var helt i vildrede, og jeg tror endnu ikke han er helt vild med den (også nok lidt universelt - vores egne teenagere har heller ikke været vilde med støvsugeren)....

Da det sneede og Marcelo tog godt med tøj på og gik/løb rundt udenfor og grinede højlydt og filmede til derhjemme - ved ikke hvem af os det fik den største oplevelse - det var helt exceptionelt at opleve ham, opleve sne for første gang i sit liv. En oplevelse jeg vil tage med mig for altid.


Eller da han så vores mange julenisser og pynt, som jeg tog frem lidt før den første søndag, så han kunne være med til det. Han er helt forelsket i vores store plyselg - kan slet ikke lade den være...

Kræsenheden - den er stor og i Danmark, hvor vi jo spiser meget grønt, har det være svært at ramme noget han  kan lide (kylling og ris - uden krydderier er et hit), men alligevel er frikadelleburger med ost (og i øvrigt aldrig hverken ketchup eller andet snask på) en delikatesse - vi har drillet ham med at det er ikke i orden at skænde vores frikadelle med en skive smeltet ost på ;O)))))
Den brune sovs (ikke sauce) er han ret glad for...og har fortalt at det meste af hans lommepenge nok alligevel går på kebab, pizza og chokolade.....

Marcelo har også lavet brasiliansk mad til os. Han gav en indkøbsliste og gik i krig, ligeså snart han kom fra skole sidste fredag.
Kylling i noget dej, og stegt i olie - det smagte rigtig godt, men hold da op man blev mæt.
Desserten var også rigtig  god - og især fordi, jeg faktisk smagte den i efterårsferien, hvor den var noget mere klistret sød. Denne var rigtig kakao dejlig :O)
Til gengæld var jeg slet ikke til hans peanutsslik - og det kom vi til at grine meget over, for han kan heller ikke selv lide det, men har taget det med, for sjov.

 

Og fine gaver fik vi også <3

Vi glæder os til at følge ham resten af året - herhjemme bliver der stille....

Uge 45 2016

Normalt hører jeg/vi fra Sarah flere gange ugentligt - blot en sprøgsmål eller en kommentar til hvad hun laver, hvad hun tænker eller et billede af noget hun har gang i..
Nu har jeg slet ikke hørt fra hende i flere dage - hvilket får mig til at savne hende. Ikke meget, men lige nok til at det bliver virkeligt at hun er langt væk fra os.
Lidt som når vi skal til noget familie fødselsdag eller lign. arrangementer - så når jeg lige at tænke "hvad med Sarah?" inden jeg husker at hun jo ikke er ovre og sove hos en veninde, og vi skal hente ved bussen...
Underligt - men heller ikke sådan "argh jeg savner hende for meget ...
Jeg er dog spændt på julen og når vi afleverer Marcelo her i slutningen af november. Så er vi kun tre hjemme, og så bliver det sikkert anderledes stille. Men så er der sikkert andre ting, der komemr til at optage mig. Jeg ved jo hun elsker at være der, det går godt og hun er superglad, så tiden skal for hende ikke gå for stærkt...

Marcelo vores brasilianske søn...det er første gang vi har udvekslingsstudent, og vi har lært meget. Det er hårdt og skægt, pivfrustrerende og nogle gange har man altså været temmelig ........ et eller andet. Men skideballer, krav og grin hører jo med til at have teenagere i huset - så hvorfor skulle det være anderledes med en teenager fra den anden side af verden?!!
Der skal man så blot tillægge en helt anderledes kultur og indstilling til tingene ;O)))))

Med tre en halv teenager vi allerede har oplevet, er vores indstilling - man må godt vise at man ikke er helt tilfreds - på begge sider af bordet - og så må man tage en konstruktiv snak om afstemning af forventninger ;O)
Det virker i ret mange % af gangene. Og resten - ja, så tager vi en tur til, og graver lidt dybere i hvorfor det ikke virkede sidst. Vi har ikke endnu oplevet teenagebørn der er flyttet hjemmefra før tid ;O))

Marcelo er noget mere kræsen end jeg er vant til (og jeg har nok de mest kræsne børn nord for Valby bakke).
For det meste er han høflig og prøver, men portionerne er så små at det er meget synligt at det ikke er et hit, og skraldespanden er tit fyldt med resten...og små ti minutter efter klaprer både køleskab og skabslåger i køkkenet - vel vidende om en sult der ikke blev stillet ved den danske mad - som enten har indeholdt for meget krydderi eller grøntsager (og nogle gange begge dele) ;O)
Men når man spørger ham, og han fortæller at han mere eller mindre lever af kød, så kan jeg da godt se at han må være mere end almindelig udfordret i et land, hvor mange lever efter sundheds tallerkenen...

Godt vi i familien ikke er fiskespisere også - så ville han da skulle have ekstra lommepenge tilsendt til flere kebabs ;O))
Men når man laver to retter mad samme dag og han med et stort grin siger det var rigtig godt - ja så VED man bare - at det VAR godt .... ;O)