Fredag d. 25. november 2016

I morgen afleverer vi Marcelo til hans 2. familie i Danmark.
Det er med meget blandede følelser. Den første meget lange tid i Danmark, har vi "kæmpet" en del med at lære Marcelo noget om aftaler - at lave dem, at overholde dem, og noget om tid - og især rettid(ig omhu).
Tror både vi og Marcelo har været overraskede over hvor meget til forskel der er på kultur og personlighed. Men selvom der en gang imellem er blevet talt med noget store bogstaver, når tingene ikke er passet helt, som vi danskere (og i hvert fald vi i vores hus gør), har det også betydet at vi har fået talt om nogle ting, der nok ikke var poppet op, uden vores meget forskellige måde at anskue tingene på.

Så nu hvor vi har fundet en mening med det hele - skal han videre...
Men jeg tænker ikke, at vi er den første - eller den sidste familie, der sidder tilbage med den følelse...
Vi har fået fortalt mange gange, at den første familie har det hårdeste job, for det er der de unge skal lære alt, inklusive sproget - som må jeg sige, vi har haft en del snakke om, med Marcelo, som har sin egen klare holdning til sin dansk kunnen.
Så jo, det har været hårdt, men det har også særdeles lærerigt, for både os og Marcelo. Jeg ved vi vil tage alt det han har bragt ind i vores liv, og hans historie med os. Og jeg håber ligeledes at Marcelo vil tage, det vi har forsøgt at give ham, med videre i sin fremtid - også den dag han forlader Danmark.

 

Tara og Marcelo til Thanksgiving (Foto: Rotary)

Marcelo og sproglærer Lone (Foto: Rotary)

Marcelo som Natteravn med Anders og hostmor

Vi har taget ham ind som vores eget barn, og der uddeles både skældud og kram, ligesom vores egne. Naturligvis er der kampe som vi ikke, som hostfamilie skal gå ind i - f.eks. hvor meget frugt og grønt man spiser ;O))
Nogle ting er universelle, finder man ud af - for eksempel når vi selv sender et rodehoved ud, kan man alligevel blive overrasket over at få et endnu større rodehoved retur ;O)

Marcelos værelse - det kunne være en hvilken som helst teenagers ;O)

Det der med at huske madpakke, slukke lys og alle de andre ting, man håber kun er danske teenagere der ikke kan - viser sig at være universelt ;O)))))

Vi har haft sjove oplevelser - som første gang Marcelo skulle gøre sit værelse rent og Henrik viste ham støvsugeren. Han var helt i vildrede, og jeg tror endnu ikke han er helt vild med den (også nok lidt universelt - vores egne teenagere har heller ikke været vilde med støvsugeren)....

Da det sneede og Marcelo tog godt med tøj på og gik/løb rundt udenfor og grinede højlydt og filmede til derhjemme - ved ikke hvem af os det fik den største oplevelse - det var helt exceptionelt at opleve ham, opleve sne for første gang i sit liv. En oplevelse jeg vil tage med mig for altid.


Eller da han så vores mange julenisser og pynt, som jeg tog frem lidt før den første søndag, så han kunne være med til det. Han er helt forelsket i vores store plyselg - kan slet ikke lade den være...

Kræsenheden - den er stor og i Danmark, hvor vi jo spiser meget grønt, har det være svært at ramme noget han  kan lide (kylling og ris - uden krydderier er et hit), men alligevel er frikadelleburger med ost (og i øvrigt aldrig hverken ketchup eller andet snask på) en delikatesse - vi har drillet ham med at det er ikke i orden at skænde vores frikadelle med en skive smeltet ost på ;O)))))
Den brune sovs (ikke sauce) er han ret glad for...og har fortalt at det meste af hans lommepenge nok alligevel går på kebab, pizza og chokolade.....

Marcelo har også lavet brasiliansk mad til os. Han gav en indkøbsliste og gik i krig, ligeså snart han kom fra skole sidste fredag.
Kylling i noget dej, og stegt i olie - det smagte rigtig godt, men hold da op man blev mæt.
Desserten var også rigtig  god - og især fordi, jeg faktisk smagte den i efterårsferien, hvor den var noget mere klistret sød. Denne var rigtig kakao dejlig :O)
Til gengæld var jeg slet ikke til hans peanutsslik - og det kom vi til at grine meget over, for han kan heller ikke selv lide det, men har taget det med, for sjov.

 

Og fine gaver fik vi også <3

Vi glæder os til at følge ham resten af året - herhjemme bliver der stille....

Uge 45 2016

Normalt hører jeg/vi fra Sarah flere gange ugentligt - blot en sprøgsmål eller en kommentar til hvad hun laver, hvad hun tænker eller et billede af noget hun har gang i..
Nu har jeg slet ikke hørt fra hende i flere dage - hvilket får mig til at savne hende. Ikke meget, men lige nok til at det bliver virkeligt at hun er langt væk fra os.
Lidt som når vi skal til noget familie fødselsdag eller lign. arrangementer - så når jeg lige at tænke "hvad med Sarah?" inden jeg husker at hun jo ikke er ovre og sove hos en veninde, og vi skal hente ved bussen...
Underligt - men heller ikke sådan "argh jeg savner hende for meget ...
Jeg er dog spændt på julen og når vi afleverer Marcelo her i slutningen af november. Så er vi kun tre hjemme, og så bliver det sikkert anderledes stille. Men så er der sikkert andre ting, der komemr til at optage mig. Jeg ved jo hun elsker at være der, det går godt og hun er superglad, så tiden skal for hende ikke gå for stærkt...

Marcelo vores brasilianske søn...det er første gang vi har udvekslingsstudent, og vi har lært meget. Det er hårdt og skægt, pivfrustrerende og nogle gange har man altså været temmelig ........ et eller andet. Men skideballer, krav og grin hører jo med til at have teenagere i huset - så hvorfor skulle det være anderledes med en teenager fra den anden side af verden?!!
Der skal man så blot tillægge en helt anderledes kultur og indstilling til tingene ;O)))))

Med tre en halv teenager vi allerede har oplevet, er vores indstilling - man må godt vise at man ikke er helt tilfreds - på begge sider af bordet - og så må man tage en konstruktiv snak om afstemning af forventninger ;O)
Det virker i ret mange % af gangene. Og resten - ja, så tager vi en tur til, og graver lidt dybere i hvorfor det ikke virkede sidst. Vi har ikke endnu oplevet teenagebørn der er flyttet hjemmefra før tid ;O))

Marcelo er noget mere kræsen end jeg er vant til (og jeg har nok de mest kræsne børn nord for Valby bakke).
For det meste er han høflig og prøver, men portionerne er så små at det er meget synligt at det ikke er et hit, og skraldespanden er tit fyldt med resten...og små ti minutter efter klaprer både køleskab og skabslåger i køkkenet - vel vidende om en sult der ikke blev stillet ved den danske mad - som enten har indeholdt for meget krydderi eller grøntsager (og nogle gange begge dele) ;O)
Men når man spørger ham, og han fortæller at han mere eller mindre lever af kød, så kan jeg da godt se at han må være mere end almindelig udfordret i et land, hvor mange lever efter sundheds tallerkenen...

Godt vi i familien ikke er fiskespisere også - så ville han da skulle have ekstra lommepenge tilsendt til flere kebabs ;O))
Men når man laver to retter mad samme dag og han med et stort grin siger det var rigtig godt - ja så VED man bare - at det VAR godt .... ;O)

11. oktober 2016

Hmmmm...... de sidste mange indlæg handler om Marcelo, og vores hverdag.
Hvad blev der lige af Sarah - og det der med at være mor til en udvekslingsstudent???

Ja, men vi hører jævnligt fra Sarah - lige et par ordvekslinger om dette og hint eller et billede af et eller andet, hun har set, gjort eller synes hun skal berige os med. I lørdags havde vi for første gang en Skype session med hende - hele to timer talte vi - eller mest hende i virkeligheden ;O)
Hun fortalte og det var superdejligt at se hende. Måske er det den løbende kontakt der gør at det ikke er helt så slemt (endnu) at være uden hende. At hun stadig er nærværende, fordi der lige kommer en "send lige en opskrift på ..."
Jeg ved det ikke - jeg har været lidt overrasket over hvor let det egentlig er.
Måske fordi vi har Marcelo - men han er jo bare faldet ind i familien, men jeg ved det ikke.

Fødselsdagen gik over alt forventning - jeg havde forestillinger om at jeg ville tude mig gennem dagen - men  det var helt fint - vi gik faktisk mest og ventede på at se hende få dykket hovedet i kage ;O))

Nu er julen ovre os lige om lidt - måske kommer vi til at savne hende vildt meget - eller er vi (jeg - ihvertfald) bare helt afklaret og klar på at hun er i Mexico og kommer hjem til sommer...

Jeg ved det ikke - men det er da dejligt hvis jeg blot kan "nøjes" med at glæde mig på Sarahs vegne, for hendes øjne lyser og hun er ikke til at stoppe med lovprisningerne om Mexico...

Det eneste hun savner er hendes katte, for det har de ikke i Mexico...;O))))

9. oktober 2016

Det er blevet hverdag, med alt hvad det indebærer - i vores hus er det noget med en travl én af slagsen.

Marcelo er i skole, sprogskole henholdsvis i Smørum tirsdage og Hillerød onsdage. Han træner flittigt efter skole i fitnesscentret, og har mange arrangementer og festlige lejligheder i weekenderne...

Marcelo har lånt Sarahs guitar og sidder ofte om aftenen og øver sig både på sang og spil. Det er superhyggeligt, da både Bobby og Sarah ofte har siddet på samme måde. Det lyder bedre end når han spiller, som Lucas, og vi sporadisk kan høre udbrud, som af og til er temmelige forskrækkende – især når det er på portugisisk ;O))

Der er en tydelig forandring, i at Marcelo allerede nu forstår det meste på en sms – han siger også at det falder ham lettere at læse dansk end at (ud)tale det. Alligevel forsøger han nu også selv at formulere svar, når vi taler til ham på dansk ;O)
Det går faktisk rigtig flot, synes vi.

Maden – der er egentlig også sket noget – måske initieret af Tara og hans samtaler?
Da Marcelo kom hertil spiste han slet ikke grøntsager – det er nu ikke noget jeg kan falde i svime over, for jeg har kræsne børn, men alligevel var det overraskende, fordi vi endnu ikke har fundet noget, hvor han kunne lide det (vores erfaring er at det ofte kan findes en eller to grøntsager der kan klemmes ned).

Men han er begyndt at smage – og får altid lov at spytte det ud – ikke noget han benytter sig af. Men en kebab spises med salat, en sammenkogt ret, bliver der ikke pillet så meget i - selvom han ikke selv tager frugt med i skole – endnu ;O)

Fra Sarah ved vi at der også er mange frustrationer, som man ikke vil sige til værtsfamilien – og vi forsøger at være obs på at Marcelo har det på samme måde.
Ikke nødvendigvis med de samme ting, men at der kan være ting, han ikke synes han vil sige, men som han er i tvivl om.
F.eks tager han ned og køber en ny tandpasta fordi der ikke var mere i den anden. Selvom vi har sagt at alt hvad han skal bruge f.eks. Hårshampoo, sæbe etc.
Jeg checker jo ikke hver dag de to drenges badeværelse, men bør nok det næste stykke tid huske ham på at han bare skal spørge - det er jo ikke nemt at huske alle de informationer han fik da han kom...  

Men det må være svært at sidde  så langt hjemmefra med nye mennesker, nye regler, nye skikke og et sprog man ikke er komfortabelt med.

Sproget går lige så stødt og stille fremad...

...

I dag søndag har vi været på Stevnsfortet med både Marcelo og Tara. Det er faktisk et spændende udflugtsmål, som jeg ikke selv ville have tænkt på, men Henrik havde været dernede for et par år siden.

Vejret var desværre ikke det bedste, så en solskinsdag ville nok være bedre, men vi fik set hvad vi skulle - Stevns klint og området udenfor sprang vi dog over ;O)

Lytter intenst med Møns klint i baggrunden...

Fotografering i modlys kræver vist lige et kursus...

Udendørsarealerne hvor der kan ses missiler, køretøjer og flytbare radarer...

18 meter under jorden, og tidslomme fra 80-erne

Kalk og flint som er 65millioner år gammelt ...

Og så er der direkte adgang til havet...

26. september

Foredrag i klubben...

Marcelos foredrag skulle holdes i dag. Da hans klub ikke er velbevandret i, at sende studenter ud, har councilor og vi hjulpet med tips og tricks til hvad han bør have med ;O)
I aften skal han have sin ilddåb. Han har brugt weekenden til at få styr på det sidste og øve sig i det - og det lyder rigtig godt.

Pernille, som skal ud næste år sidder ved siden af Marcelo.

Ungebordet har en fest ;O)

...Og så bliver der lige optaget et par nye Rotarymedlemmer ;O)

Uge 37 2016

Mandag er en travl dag…

Marcelos Rotary sprogskole er rykket fra tirsdag, og samtidig skal han og Henrik møde i Slangerup til Rotary fællesarrangement.
Det er knebent, og vi lægger stor vægt på at han skal huske at tage af sted i god tid… Men det er ikke nemt, når der er vejarbejde, men de to har en god aften, og Marcelo har smagt brun sovs, som var noget af et hit ;O)

Tirsdag - er sprogskoledag og der tager han typisk lige med Tara hjem en time, før de skal afsted
Han er først hjemme ret sent, og vi er nok lidt mere bekymrede for ham, fordi han ikke endnu er helt hjemme med bykort/tog/bus og dansk…Men han var kommet til at stå af ved den forkerte station, så måtte tage næste tog ;O)

Onsdag – i dag kører Henrik og Marcelo ned og får oprettet ham i Fitness centret – det er noget han har ønsket sig. Han bliver dernede og træner allerede efter kortet er udstedt, og  har allerede lavet et træningsprogram hjemmefra.
Jeg henter ham på vej hjem.
Marcelo har endelig fået sine kufferter stillet væk, så han kan få ro på og være her ;O)
Når man er teenager - uanset nationalitet, er ens værelse også altid ryddeligt og fint.
Marcelo har hos os stiftet bekendtskab med alle teenagers værste mareridt: FREDAGSPLIGTER!
Hver fredag skal ens værelse være ryddet op, støvet af og støvsuget, og alt service nede...plus alt det andet med oprydning og så videre...Det har ikke været et hit for de 4 børn vi har haft igennem huset - og helt ærligt - selvom han ikke siger noget - tror jeg heller ikke det er et hit med Marcelo ;O))
Og det er helt ok - bare det bliver gjort

 

...må tilføje, at det er før fredagspligterne - men det har altså også set værre ud - men generelt er Marcelo rimelig i roderiet ;O))

Weekenden kommer til at stå i Egedal for alles tegn.
Både Henrik og jeg er med i styregruppen, og stiler op hele lørdagen, mens både Marcelo og Tara skal med på Rotarys stand søndag. De starter med at hjælpe med at puste balloner op - med helium - om de på billedet er ved at tale sjovt - vides ikke ;O)))
(jo da - de løb tør for helium)

Tirsdag 13/9 er Sarahs fødselsdag…

Det er lidt mærkeligt – og så har jeg det stadig lidt sådan…hmmm…det er sådan det er ….
Henrik og jeg ønsker hinanden tillykke med vores lille – store - pige, som nu sidder omme på den anden side af jorden (og i øvrigt snorksover, fordi det ikke er morgen derovre endnu) og så tager han på arbejde, og jeg hejser flaget inden jeg kører.
Jeg tager et billede som ryger på Instagram og Facebook, og så ønsker jeg tillykke til hende – så der er noget at kigge på, når hun står op. Jeg kan se at der dagen igennem kommer mange lykønskninger, med masser af hilsner, kys kram og savner, og skøre billeder, fra veninderne – både danske og udenlandske…Det er fedt.

Vi glæder os begge til at se/høre m hendes dag – vi kan følge hende, da hun uploader billeder og videoer flere gange – mest med hovedet i en kage ;O))))
Hun har en del venner med hjem og vi kan indtil vi lægger os til at sove se billeder . Hun har haft en fantastisk dejlig dag – hvilket vi glæder os over ;O)

Mandag uge 36

Flagdag for vores udsendte…

I vores kommune er det første gang vi fejrer den, udover at hejse flaget.
Alle nuværende og tidligere udsendte er inviteret, og det er byrådsmedlemmerne naturligvis også – så jeg har spurgt om jeg må tage Tara og Marcelo med.
Vi få en god snak, både i bilen og ind imellem indlæggene ved arrangementet om deltagelse i krige for de forskellige lande, hvordan man ærer de udsendte osv.
Igen får jeg lige så meget viden ind, som jeg deler ud – og det er jo herligt.
Der bliver spillet mens flaget hejses og vi synger med morgenbas ;O)

For anden gang skal Marcelo (og Tara) til Smørum på sprogskolen derude, hvor de får to timers sprogskole – denne gang med kropsdele – hvilket vi efterfølgende øver på.
Onsdag starter deres Rotary sprogskole i Hillerød og selvom vi hver gang skal hive ud af Marcelo hvordan det går og om det er sjovt/interessant ect. (ganske normalt teenage svar), ja så har jeg indtryk af at det var hyggeligt – mest i virkeligheden samværet med de andre Rotary students.

Fredag er introfest for alle gymnasier i hele landet – tror jeg ;O)
Marcelo er spændt og kommer hjem, skifter tøj, og skal ret hurtigt afsted igen. De har nemlig aftalt i klassen at de spiser sammen hos en af pigerne, så allerede kl. 16, kører jeg ham til stationen. Husker ham på reglerne – især den med pigerne ;O))))) det er helt tydeligt at han har gjort sig umage – haha – det er også kun nr. fire unge mand, jeg har sendt afsted til gymnasiefest no. 1 – så det er helt som dette skal være.
Vi henter Tars og Marcelo kl. 1, hvor festen slutter – og det er gået godt…Dog er Marcelo ret overrasket over hvor meget de drikker og hvor lidt de danser ;O))

Det med dansen, har vi hørt fra Sarah, som er helt akavet, og har valgt at melde sig til dans – for som hun siger ” jeg kan ikke være et helt år i Mexico uden at kunne danse” 

Lørdag d. 3/9 2016

En uge i skole for Marcelo – og så er det tid til Bjerringbro camp, for alle udvekslingsstudenterne.

Vi fik Tara som skulle køre med, og sove hos os. De tre unge mennesker var alene hjemme fredag aften, og så afleverede vi lørdag morgen i KBH. 

Vi havde aftalt at samle Tara op sammen med Marcelo – det gjorde vi på Stenløse station fredag d. 2/9.

Vi tog direkte ned på den lokale høstnat, hvor gaden summede af liv. De fik deres første diplom Danmark – for pandekagevending ;O)

Vejret var ikke med arrangørerne, så vi tog hjem og bestilte en pizza i stedet for – Tara skulle sove her, og det var tydeligt at de begge var ret trætte, så vi arrangerede med Taras værtsfamilie at hun måtte blive og sove til søndag. 

Så kommer der diplom i hus ;O)

Ja - det er faktisk rigtig nok - Canadiske penge dufter af ahorn, hvis man kender tricket - det gør vi nu ;O)))

Lørdag morgen stod vi op og lod dagen gå ;O)
Vi skulle lige et smut til Roskilde, så der tog de med, og vi fik en is (Marcelo en pølse med bacon) – but of course ;O))

Resten af dagen var hygge og afslap. Meget tiltrængt for de unge mennesker.
Sproget kører mest på tak, godnat, godmorgen, farvel og hav en god dag i skolen, hvordan gik det i skolen og husk madpakke/låse døren/lægge vasketøjet ned.
Det er noget der gentages rigtig mange gange, så det sidder faktisk ret godt allerede.
De mange informationer og spørgsmål, kører vi stadig på engelsk. Men vi starter for det meste med danske sætning, og så engelsk og så dansk igen. Marcelo spørger om flere ord nu.

Søndag kom Taras værtsfamilie og hentede hende – de havde en bod på Hillerød kræmmermarked, som hun skulle med op og opleve. Desværre var der varslet skybrud seneres – og det fik vi da også både i Næstved, hvor vi var til fødselsdag. Bobby vores søn, hans kæreste og deres lille søn Ruben, havde disket op ed boller og lagkage, i anledning af Bobbys fødselsdag d. 31/8.

Vi brugte søndag aften til at lige ridse ”hvad skal vi huske når vi går/kommer hjem/i det hele taget” – for lige nu kan man mørke at der er mange indtryk og informationer der skal holdes styr på…

Mandag. D. 22/8

Lørdag morgen fik vi hejst flaget (Marcelo har fødselsdag i juli, så det vil han ikke opleve i Danmark – og når nu vi har et flag, der kan hejses..)
Solveig og Klaus kom ved 11 tiden, og medbringende to kæmpe kufferter, en cykel, en rygsæk og en sportstaske flyttede han ind.
Vi fik en kop kaffe og wienerbrød (Marcelo har fået smag for de danske snegle) startede hans liv for de næste tre måneder hos os.

Da Councilor(S) var gået fik han en tour af huset, og haven. Og så skulle han have tid til at flytte ind – sådan rigtigt og ikke i en kuffert.

… Og så ville vi have cyklet en tur til Jyllinge, men vejret var ikke til det, så vi tog bilen.

 Charlie, vores ældste søn, hans kone Louise og lille Victoria bød velkommen i deres hjem i Jyllinge. Vi fik talt lidt om alt og intet, og både på dansk og engelsk.

Derefter var det meningen vi skulle hjem og lave noget mad sammen, men vi besluttede os for at spise på Restaurant Søfryd - med udsigt over fjorden, hvor vi så kunne tale lidt om hjemland, kontra Danmark. Fjord og hav osv.

Vel hjemme fik vi is og så film med dansk tale og engelske undertekster… Vi talte lidt om hvad vi skulle søndag og alle var trætte, så vi gik ikke alt for sent i seng.

Søndag fik vi morgenmad – vi fik varmede morgenbrød, med en rig variation af noget man kan putte på - hamburgerryg, ost, syltetøj, pålægschokolade, smørepålæg og smør.
Der gled lidt hamburgerryg, og smørepålæg ned.

Når man sidder med en ungt menneske der er fra en helt anden verden, og langt væk hjemmefra, er det svært at vurdere om han er genert, tilbageholdende, eller bare ikke spiser en brøkdel af hvad Sarahs danske veninder spiser. Jeg vil end ikke prøve at sammenligne Lucas kammerater, for det lader sig ikke gøre; O)))))

Vi talte lidt om hvordan vores hverdagsmorgener kontra weekendmorgener foregår. Hvad vi spiser til morgenmad, og at madpakke er vigtigt og hvad vi hver især spiser og kan lide.
Frugt, har vi allerede nu ryddet af – og grøntsager bliver nok lige så svært at få i ham, som Lucas – men det har da vakt jubel hos ham, for så tænker Lucas at vi nok ikke gider diskutere om de vigtige vitaminer ;O))

Henrik og Marcelo tog cyklerne til gymnasiet, så han kender vejen, og vi mødtes ved Føtex, hvor Marcelo har været med councilor parret før.
Vi kiggede på sandwich brød og boller – og Marcelo havde ja hatten på – for lige meget hvilket brød jeg hev ned af hylden så var det fint – nå vi må prøve os frem – også i forhold til at han jo ikke bruger smørelse på brødet.
Måske er jeg en ”fussy mum” – men knægten skal jo blive mæt ;O))
Vi prøvede at kigge på pålæg – og fik to store pakker kylling inder fileter med i i vognen – det har han da ytret sig om at han elsker ;O)

Aftensmaden bliver grillede burgers

På vej gennem varehuset taler vi om hjemmelavet, som danskerne er vilde med, og vi taler om hans forældres supermarked og kontra og hvad er godt og skidt.

Nok skal udvekslingsstudenten blive klogere på Danmark og danske værdier og normer, men det er allerede ret berigende for os som hostfamily at få en masse info om Brasilien ;O)

Vel hjemkommet, er Lucas hjemme fra arbejde, og de to cyklister kommer et kvarter senere.
Marcelo cykler meget langsomt, og da Henrik kigger på den udlånte cykel ser han at den lige skal have bremsen stillet og kæden en gang olie – Marcelo ved ikke hvordan man ordner en cykel, men spørger flere gange om han skal hjælpe, og bliver pænt stående for at følge med. Henrik har lovet ham, at han nok skal lære det ,O)

Vi får hjemmelavet koldskål, som glider ned og endda to portioner. Vi taler madopskrifter og forklarer hvad vi skal nu.

Marcelo får et kursus i cykelvedligehold...

Jægerspris slotspark

VI kører til Jægerspris slotshave, hvor vi i alle årene med vores børn er kommet og gået en tur og spist is. Vi går gennem slotsgården og allerede har har de to gutter fundet ud af at der også her er masser af Pokemons. Det er en god indgangsvinkel til at komme i snak med folk i alle aldre – vi (de) taler både med voksne mennesker, der gerne vil prøve, eller allerede er i gang. Og børn, der pralende indleder samtalerne med” hvad level er du så i?”.

Marcelo har bidt over en tre kugles vaffelis (uden flødeskum og syltetøj) fra Hansen is, og den guffes – indtil maven er fuld ;O)

Vi taler om Frederik d. 7. og Louise Rasmussen (Grevinde Danner) og aftaler at vi både må ind til omvisning på slottet (som hverken Henrik eller Lucas har været heller) og også må til Roskilde Domkirke, for at få tråden strakt ud – og bundet mellem andre seværdigheder, som er set og skal ses ;O))



Vi møder to drenge, der ligesom MArcelo og Lucas lige udover det kulturelle, får hentet et par Pokemoner ;O)
De fire drenge med stor aldersforskel, får lige vendt Pokemon verdenen ;O)

Vi kommer hjem og får fri leg – det har vi alle brug for – selvom vi er habile udadvendte mennesker, der ikke skal gruble meget over vekslen mellem sprog, er man på, på en anden måde; O)

Vi grillede burgere og så var det tid til fri leg – eller forberedelse på skoledag i morgen ;0)

Fredag d. 12/8

Henrik vågnede og havde ”glemt” at Sarah var rejst. Oh what a bommer!

Jeg fortsatte min regnen, og hvornår hun sikkert ville få serveret morgenmad – og bare hun nu havde fået sovet lidt i flyet – det ville jo blive en lang dag ;O)

”Allergien”, der gav sig udslag i løbende øjne – især torsdag ved 16-18 tiden, var overstået, og jeg tænkte egentlig bare på at jeg håber hendes forventninger bliver opfyldt, og at hun ikke bliver ked af det mens vi er en verden fra hende.

Kl. 12 middag (5 deres tid) tikkede Messenger, og vi fik beskeden; ”Landet i Mexico city efter 12 timers lang flyvetur med skrigende babyer hahaha. Men landet”.

Henrik havde fri – men dagen blev (heldigvis) fyldt med en syg kat, som jeg måtte køre til dyrlægen, og så gik der tid med det ;O)

 Flyplanen, som vi kunne udenad - og holdt os i nærheden af telefonen, når vi nærmede os tidspunkt for endnu en landing....;O)

Første billede af modtagelsen ;O)

Vi var inviteret i Tivoli med councilor, værtsfamilier, udvekslingsstudenter og søskende til, så i hvert fald var vi i selskab med folk der vidste præcis hvordan det er at sidde 1. dag efter at have sendt sit barn afsted ;O)

Kl. 1630 sendte Mexicomor billeder af afhentningen af hende. I det øjeblik tror jeg først vores skuldre kom ned; O)))
Det var ikke fordi vi ikke tænkte at familien ville hente hende, men mere det, at nu var hun fremme og i gode hænder – og der ved man jo ikke hvad tiden bringer, men er blot glad for at hun er hos familien.

De så søde, glade og engagerede ud ;O) Balloner, skilt og store smil. Så kan man godt slappe af ikke?!; O))

Meximor sendte første billede efter modtagelsen - Sarah får Mexicomad - nu ved vi det nok skal gå ;O))

...

Det blev i øvrigt en herlig tur i Tivoli, og jeg er sikker på at det samarbejde og relation, der allerede ses mellem os, vil komme os alle – og især vores udviklingsstudenter til gode ;O)

Fredag d. 19/8

Ugen gik stille og roligt, og man vænner sig faktisk nemt til at undvære.
Tror ikke det er helt så nemt for Henrik, men han er også tit alene hjemme med Sarah og Lucas, og hvor Lucas forsvinder op på værelset om aftenen, er det Sarah der kommer ned og smider sig i sofaen og starter en samtale, eller spørger om vi ikke skal se noget tv/film sammen.

Men selvom jeg ikke tænker på hende hele tiden, er der alligevel den tanke, hvis vi skal noget ”hvordan med Sar….- nåååå nej, hun er her ikke”.

Heldigvis har ugen også været optaget af den kommende indflytning af Marcelo.. Han lander i morgen lørdag, så der har været forberedelse til hans ankomst ;O)

Torsdag 11 august 2016

Så kom dagen….

Tror Sarah er mere spændt end hun medgiver ;O) Hendes mor og far er mere berørte end de vil vise ;O( Så alt er som det skal være…

Vi spiste morgenmad far, mor og Sarah – det var hyggeligt…og trist. Hele tiden tænkte jeg på ”det er sidste gang” – og hele tiden måtte Henrik minde mig om at hun altså kommer hjem igen – og ja det ved jeg da godt, men et år er altså bare lige pludselig rigtig lang tid.  

 Sarah pakkede det sidste og vi tullede lidt rundt.

Fik frokost og tullede mere rundt. I virkeligheden var hele dagen et langt ”waiting game”. Vi talte bare timer ned og var egentlig klar til at få ”det overstået” – ikke sådan at jeg ville have hende afsted, men helt af egoistiske grunde – så jeg ikke skulle gå og være ked af det hele dagen.
Og selvom jeg var SÅ ked af det, var jeg samtidig så glad og spændt på hendes vegne. Så følelserne var dobbelte og rev hver sin vej – hele tiden…

Jeg tænkte at det havde været bedre at vi skulle møde kl. 9 derinde…..men så havde dagen i går nok bare været, som dagen i dag…..Så det skal nok bare være sådan ;O/

Kl. 15 lukkede vi hoveddøren og Sarah startede sin rejse – hun vendte sig lige om, på vej ud til bilen, for at ”se det hele igen”, og så kørte vi.
Udover lige at checke at passet lå i for lommen på håndbagagen, så var vi på vej – og Sarah sagde farvel til Ølle (Ølstykke).

Der var lidt stille i bilen til lufthavnen – Sarah havde travlt med at svare på alle de kommentarer, der var tikket ind på hendes opslag fra middag. Både Henrik og jeg sad nok og reflekterede over hvad der nu skulle ske.

 Jeg gjorde i hvert fald, og også hvordan jeg undgik den pokkers ”allergi, der havde drillet mine øjne hele dagen”. Og hele tiden delt med tankerne om hvor fantastisk en oplevelse hun er på vej til…

Vel ankommet til parkeringspladsen i lufthavnen, og hjælp med at få kufferten ud af bagagerummet, strøg hun afsted med raske skridt – fyldt op af glæde og spænding over det hun nu skulle staarte. Og det var en glæde at se.

Glæden da hun slap kufferten og hilste på alle de andre udvekslingsstudenter - det var dejlig at opleve – alle familierne nikkede bare til hinanden og stod i små grupper. Mon vi alle havde de samme tanker?

Check-in varede knapt en halv time inkl. Kuffertaflevering, og imens står man og står, og taler lidt om rejsen, lidt om almindelige ting, mens man (mor og far) bare kigger på uret og tæller minutter….

Vi fik halvanden time, før farvelknus, tudetrappebillede og kort farvelknus til mor og far -  og så op ad trappen…

Og hvordan er det så at se hende gå op ad trappen?

Absolut rædselsfuldt!  Helt forfærdeligt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Og – igen – på hendes vegne – fantastisk spændende; O)))

Og hatten af for de forældre der ikke ”kommer til at få noget i øjet”; O))

At se sit ”lille” barn gå op af trappen, stoppe og vinke og så gå – uden at vende sig om – glad, spændt og fuld af eventyrlyst til afrejse – jamen så ved man at man har givet hende muligheden for noget helt unikt….

Turen hjem i bil, og resten af aftenen, bestod af at tænke hvor langt på rejsen hun var nået. Sulten var ingen af os, sådan rigtigt. Vi havde aftalt at hun lige skulle sende besked når hun nåede München, Mexico City – og naturligvis når hun var kommet frem – så det blev regnet tidsforskel og siddet standby når vi vidste at hun landede et eller andet sted – for hver gang længere væk.
Det er altså en sær fornemmelse at lægge sig til at sove den første nat…