Torsdag 11 august 2016

Så kom dagen….

Tror Sarah er mere spændt end hun medgiver ;O) Hendes mor og far er mere berørte end de vil vise ;O( Så alt er som det skal være…

Vi spiste morgenmad far, mor og Sarah – det var hyggeligt…og trist. Hele tiden tænkte jeg på ”det er sidste gang” – og hele tiden måtte Henrik minde mig om at hun altså kommer hjem igen – og ja det ved jeg da godt, men et år er altså bare lige pludselig rigtig lang tid.  

 Sarah pakkede det sidste og vi tullede lidt rundt.

Fik frokost og tullede mere rundt. I virkeligheden var hele dagen et langt ”waiting game”. Vi talte bare timer ned og var egentlig klar til at få ”det overstået” – ikke sådan at jeg ville have hende afsted, men helt af egoistiske grunde – så jeg ikke skulle gå og være ked af det hele dagen.
Og selvom jeg var SÅ ked af det, var jeg samtidig så glad og spændt på hendes vegne. Så følelserne var dobbelte og rev hver sin vej – hele tiden…

Jeg tænkte at det havde været bedre at vi skulle møde kl. 9 derinde…..men så havde dagen i går nok bare været, som dagen i dag…..Så det skal nok bare være sådan ;O/

Kl. 15 lukkede vi hoveddøren og Sarah startede sin rejse – hun vendte sig lige om, på vej ud til bilen, for at ”se det hele igen”, og så kørte vi.
Udover lige at checke at passet lå i for lommen på håndbagagen, så var vi på vej – og Sarah sagde farvel til Ølle (Ølstykke).

Der var lidt stille i bilen til lufthavnen – Sarah havde travlt med at svare på alle de kommentarer, der var tikket ind på hendes opslag fra middag. Både Henrik og jeg sad nok og reflekterede over hvad der nu skulle ske.

 Jeg gjorde i hvert fald, og også hvordan jeg undgik den pokkers ”allergi, der havde drillet mine øjne hele dagen”. Og hele tiden delt med tankerne om hvor fantastisk en oplevelse hun er på vej til…

Vel ankommet til parkeringspladsen i lufthavnen, og hjælp med at få kufferten ud af bagagerummet, strøg hun afsted med raske skridt – fyldt op af glæde og spænding over det hun nu skulle staarte. Og det var en glæde at se.

Glæden da hun slap kufferten og hilste på alle de andre udvekslingsstudenter - det var dejlig at opleve – alle familierne nikkede bare til hinanden og stod i små grupper. Mon vi alle havde de samme tanker?

Check-in varede knapt en halv time inkl. Kuffertaflevering, og imens står man og står, og taler lidt om rejsen, lidt om almindelige ting, mens man (mor og far) bare kigger på uret og tæller minutter….

Vi fik halvanden time, før farvelknus, tudetrappebillede og kort farvelknus til mor og far -  og så op ad trappen…

Og hvordan er det så at se hende gå op ad trappen?

Absolut rædselsfuldt!  Helt forfærdeligt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Og – igen – på hendes vegne – fantastisk spændende; O)))

Og hatten af for de forældre der ikke ”kommer til at få noget i øjet”; O))

At se sit ”lille” barn gå op af trappen, stoppe og vinke og så gå – uden at vende sig om – glad, spændt og fuld af eventyrlyst til afrejse – jamen så ved man at man har givet hende muligheden for noget helt unikt….

Turen hjem i bil, og resten af aftenen, bestod af at tænke hvor langt på rejsen hun var nået. Sulten var ingen af os, sådan rigtigt. Vi havde aftalt at hun lige skulle sende besked når hun nåede München, Mexico City – og naturligvis når hun var kommet frem – så det blev regnet tidsforskel og siddet standby når vi vidste at hun landede et eller andet sted – for hver gang længere væk.
Det er altså en sær fornemmelse at lægge sig til at sove den første nat…