I vores hus er højtalerne lige nu fyldt med Mexicansk/latinamerikansk musik. Sarah er ved at pakke ud – kufferterne er nu tomme og gaverne er fordelt, med alt fra øreringe, tequila og smukke mexicanske dukker. Slik og andet er prøvesmagt med varierende succes blandt os danskere, og de mange ting der har været kendetegnet ved Sarahs liv det seneste år er hængt op, og bliver fremadrettet en del af hendes liv herhjemme.

I går stod den på venten fra morgenstunden for os herhjemme, og det var næsten ikke til at være i, da flyet fra Frankfurt var en time forsinket, for ikke at tale om bagagen tog yderligere mange og lange ekstra minutter.

Det var en hel ubeskrivelig følelse, da vi så de mange jakker og sombreoer, igennem døren, og det blev til nærmest tumultagtige scener, da ingen forældre kunne vente på at de kom helt frem til afspærringerne, så en horde af - især mødre - galoperede frem til ungerne, idet de kom gennem svingdørene for at modtage vores længe ventede unger…

Hold da op var vildt bevægende.

Hjem med familien og councillorparret, og Sarah havde ”bestilt” rugbrød, så rugbrød og leverpostej, spegepølse fik hun. Fest kan man ikke kalde det, for hun var træt, men det til trods, hørte jeg hende oppe allerede ved halvotte i morges.
Vi spiste morgenmad – den danske med rosenbrød ;O) med Sarahs brødre og familier, og selvom hun har jetlag, er hun ”still going”.
Vi forældre er til gengæld trætte som et alderdomshjem.

Men det er SÅ dejligt at have hende hjemme…

56 days and counting

Så er der 56 dage til Sarah atter står på  dansk jord.
Nej, jeg fastholder at jeg har ikke savnet hende, jeg har været glad og umanerlig stolt over alt det hun oplever og har lært.
Meen, nu hvor hun er "indenfor" rækkevidde, og der er så kort tid til hun kommer hjem, begynder tankerne at kredse om det at få hende hjem.
Jeg glæder mig, men forbereder mig også på at få en endnu mere stålsat og moden pige, end den jeg sendte afsted i august.
Det er ikke et helt år, har Sarah sagt, lidt indigneret - men herhjemme føles det nu som et helt år, og det bliver dejligt at få hende hjem igen.

(Billedet ovenfor er fra hendes Ruta Maya tur, og det ser jo helt igennem fantastisk ud).

Forår

...vintergækker og en masse ting der sker og er sket i foråret, som indikerer at vi har vænnet os til at Sarah er i Mexico, og vi er her.
Det begynder at blive mærkbart at vores datter ikke nødvendigvis blot er den samme lille pige, vi tog afsked med for snart et år siden.
Når vi af og til taler eller skriver sammen med hende, er det tydeligt at hun tager hånd om beslutninger, der påvirker hende, blandt andet har hun skiftet klasse - den besked fik vi først da alt var på plads.
Hun har altid været selvstændig (ellers havde hun nok ikke klaret et helt år), men de seneste par måneder er det blevet mere markant. Det er dejligt, men skal også nok blive en udfordrin, når hun kommer hjem ;O)

Jeg har stadig ikke et savn, men glæder mig mere og mere til at det bliver 1. juli ;O)
I januar blev jeg uddannet, og det ville jeg da gerne have haft hende med til. Jeg er netop blevet 50 år, og i forbindelse med festlighederne, var det nok det tætteste jeg kom på at savne hende - jeg manglede hende rigtig meget lige den dag, men fik en fantastisk kærlig og rørende mail fra hende ;O)
Det havde jeg nok ikke helt på samme måde modtaget hvis hun havde været hjemme ;O)

Snart er der bryllup i familien, og så en enkelt konfirmation, og så er der Rotary "tilbage til andedammen" - hvor vi skal have tips og tricks, til at få unger hjem....

Så blev det december, jul og nytår...

I vores hjem, tror jeg godt jeg kan sige, uden at fornærme nogen, at det er "pigerne" der er julefreaks ;O))
Derfor var det lidt "fattigt" at forsøge at få julepynten op og julestemningen i hus - Sarah plejer at tonse rundt og sørge for julepynt på hele førstesalen - det havde storebror Lucas på forhånd frabedt sig, jeg gjorde. Men julepynten kom op (dog kun i stueetagen) - og resten af december er for mit vedkommende brugt på bachelorskrivning.
Det har haft en naturlig opbremsning på alle julerierne. Med skam beklager jeg at det kun blev til vaniljekranse - mod de minimum 5 slags småkager, der plejer at være i vores hjem i december. Men det er gået fint. Vi havde sørget for at Sarah fik lidt af den jul vi vidste hun ville savne - en pakke med chokoladekalender,  kalenderlys, dansk chokolade og pebernøddekrydderi og 2 pakker grødris ;O)

Rotary mødet i december, stor i udviklings studenternes tegn.
Sarah var med på storskærm fra Mexico, og Tara, fra morgenklubben i Egedal og Marcelo, var med og fortalte om jul i deres land...

Vi havde i familien en stille jul, da begge Sarahs storebrødre var med svigerfamilierne, en jul med glæde over at Sarah nyder sin Mexicanske tid - og at det bliver "grand", når vi næste år samler hele familien igen ;O)
Sarah var dog en del af juleaftens eftermiddag - jeg havde hende røret i en rum tid, da hun var i fuld gang med at koge risengrød, og var vældig bange for at brænde den på ;O))
Det gik fint, hjulpet godt på vej af det gode råd, som vi altid bruger her i huset: ind i sengen med grøden.
Derudover var hun i gang med at bage pebernødder, og har i forvejen lidt udfordringer med ovne og kogeplader, der er ingen grader på og det er gas...
Første batch pebernødder var blevet lidt flade, men næste var perfekte (og de ved jo ikke hvordan en pebernød ser ud, som jeg trøstede hende med) ;O))

Vi ønskede hende glædelig jul - inden vi satte os til bords - og hun kunne checke sin risengrød.
Begge dele var i øvrigt et hit for familie og veninder...

Marcelo holdt jo jul hos 2. værtsfamilie, og hvad giver man en udvekslingsstudent i julegave - tja, det havde vi afgjort for længst, da Marcelo er HELT vild med Marabou. Han har ved flere lejligheder, da han boede her, været i Tivoli og forsøgt at vinde en stor plade Marabou, så selvfølgelig skulle han have det ;O))
Jeg har i øvrigt ledt højt og lavt, og endte med at tage til Tyskland (ikke kun derfor, men en del af grunden) for at indkøbe den store plade chokolade, der, som billedet under, bragte lykke juleaften.

Nytårsaften var Sarah til fest og vi var til fest, og vi kunne sende billeder til Sarah i et nyt år, inden hun var nået dertil ;O))

Det er da morsomt, og ikke ofte man kan opleve det. Da vi hoppede ind i det nye år, og sammen med gode venner reflekterede over det forestående år, er et af de punkter vi glæder os til er det bestemt at Sarah kommer hjem igen - men jeg ønsker for hende at tiden ikke fra nu af går for hurtigt.