I vores hus er højtalerne lige nu fyldt med Mexicansk/latinamerikansk musik. Sarah er ved at pakke ud – kufferterne er nu tomme og gaverne er fordelt, med alt fra øreringe, tequila og smukke mexicanske dukker. Slik og andet er prøvesmagt med varierende succes blandt os danskere, og de mange ting der har været kendetegnet ved Sarahs liv det seneste år er hængt op, og bliver fremadrettet en del af hendes liv herhjemme.

I går stod den på venten fra morgenstunden for os herhjemme, og det var næsten ikke til at være i, da flyet fra Frankfurt var en time forsinket, for ikke at tale om bagagen tog yderligere mange og lange ekstra minutter.

Det var en hel ubeskrivelig følelse, da vi så de mange jakker og sombreoer, igennem døren, og det blev til nærmest tumultagtige scener, da ingen forældre kunne vente på at de kom helt frem til afspærringerne, så en horde af - især mødre - galoperede frem til ungerne, idet de kom gennem svingdørene for at modtage vores længe ventede unger…

Hold da op var vildt bevægende.

Hjem med familien og councillorparret, og Sarah havde ”bestilt” rugbrød, så rugbrød og leverpostej, spegepølse fik hun. Fest kan man ikke kalde det, for hun var træt, men det til trods, hørte jeg hende oppe allerede ved halvotte i morges.
Vi spiste morgenmad – den danske med rosenbrød ;O) med Sarahs brødre og familier, og selvom hun har jetlag, er hun ”still going”.
Vi forældre er til gengæld trætte som et alderdomshjem.

Men det er SÅ dejligt at have hende hjemme…