56 days and counting

Så er der 56 dage til Sarah atter står på  dansk jord.
Nej, jeg fastholder at jeg har ikke savnet hende, jeg har været glad og umanerlig stolt over alt det hun oplever og har lært.
Meen, nu hvor hun er "indenfor" rækkevidde, og der er så kort tid til hun kommer hjem, begynder tankerne at kredse om det at få hende hjem.
Jeg glæder mig, men forbereder mig også på at få en endnu mere stålsat og moden pige, end den jeg sendte afsted i august.
Det er ikke et helt år, har Sarah sagt, lidt indigneret - men herhjemme føles det nu som et helt år, og det bliver dejligt at få hende hjem igen.

(Billedet ovenfor er fra hendes Ruta Maya tur, og det ser jo helt igennem fantastisk ud).

Forår

...vintergækker og en masse ting der sker og er sket i foråret, som indikerer at vi har vænnet os til at Sarah er i Mexico, og vi er her.
Det begynder at blive mærkbart at vores datter ikke nødvendigvis blot er den samme lille pige, vi tog afsked med for snart et år siden.
Når vi af og til taler eller skriver sammen med hende, er det tydeligt at hun tager hånd om beslutninger, der påvirker hende, blandt andet har hun skiftet klasse - den besked fik vi først da alt var på plads.
Hun har altid været selvstændig (ellers havde hun nok ikke klaret et helt år), men de seneste par måneder er det blevet mere markant. Det er dejligt, men skal også nok blive en udfordrin, når hun kommer hjem ;O)

Jeg har stadig ikke et savn, men glæder mig mere og mere til at det bliver 1. juli ;O)
I januar blev jeg uddannet, og det ville jeg da gerne have haft hende med til. Jeg er netop blevet 50 år, og i forbindelse med festlighederne, var det nok det tætteste jeg kom på at savne hende - jeg manglede hende rigtig meget lige den dag, men fik en fantastisk kærlig og rørende mail fra hende ;O)
Det havde jeg nok ikke helt på samme måde modtaget hvis hun havde været hjemme ;O)

Snart er der bryllup i familien, og så en enkelt konfirmation, og så er der Rotary "tilbage til andedammen" - hvor vi skal have tips og tricks, til at få unger hjem....

Så blev det december, jul og nytår...

I vores hjem, tror jeg godt jeg kan sige, uden at fornærme nogen, at det er "pigerne" der er julefreaks ;O))
Derfor var det lidt "fattigt" at forsøge at få julepynten op og julestemningen i hus - Sarah plejer at tonse rundt og sørge for julepynt på hele førstesalen - det havde storebror Lucas på forhånd frabedt sig, jeg gjorde. Men julepynten kom op (dog kun i stueetagen) - og resten af december er for mit vedkommende brugt på bachelorskrivning.
Det har haft en naturlig opbremsning på alle julerierne. Med skam beklager jeg at det kun blev til vaniljekranse - mod de minimum 5 slags småkager, der plejer at være i vores hjem i december. Men det er gået fint. Vi havde sørget for at Sarah fik lidt af den jul vi vidste hun ville savne - en pakke med chokoladekalender,  kalenderlys, dansk chokolade og pebernøddekrydderi og 2 pakker grødris ;O)

Rotary mødet i december, stor i udviklings studenternes tegn.
Sarah var med på storskærm fra Mexico, og Tara, fra morgenklubben i Egedal og Marcelo, var med og fortalte om jul i deres land...

Vi havde i familien en stille jul, da begge Sarahs storebrødre var med svigerfamilierne, en jul med glæde over at Sarah nyder sin Mexicanske tid - og at det bliver "grand", når vi næste år samler hele familien igen ;O)
Sarah var dog en del af juleaftens eftermiddag - jeg havde hende røret i en rum tid, da hun var i fuld gang med at koge risengrød, og var vældig bange for at brænde den på ;O))
Det gik fint, hjulpet godt på vej af det gode råd, som vi altid bruger her i huset: ind i sengen med grøden.
Derudover var hun i gang med at bage pebernødder, og har i forvejen lidt udfordringer med ovne og kogeplader, der er ingen grader på og det er gas...
Første batch pebernødder var blevet lidt flade, men næste var perfekte (og de ved jo ikke hvordan en pebernød ser ud, som jeg trøstede hende med) ;O))

Vi ønskede hende glædelig jul - inden vi satte os til bords - og hun kunne checke sin risengrød.
Begge dele var i øvrigt et hit for familie og veninder...

Marcelo holdt jo jul hos 2. værtsfamilie, og hvad giver man en udvekslingsstudent i julegave - tja, det havde vi afgjort for længst, da Marcelo er HELT vild med Marabou. Han har ved flere lejligheder, da han boede her, været i Tivoli og forsøgt at vinde en stor plade Marabou, så selvfølgelig skulle han have det ;O))
Jeg har i øvrigt ledt højt og lavt, og endte med at tage til Tyskland (ikke kun derfor, men en del af grunden) for at indkøbe den store plade chokolade, der, som billedet under, bragte lykke juleaften.

Nytårsaften var Sarah til fest og vi var til fest, og vi kunne sende billeder til Sarah i et nyt år, inden hun var nået dertil ;O))

Det er da morsomt, og ikke ofte man kan opleve det. Da vi hoppede ind i det nye år, og sammen med gode venner reflekterede over det forestående år, er et af de punkter vi glæder os til er det bestemt at Sarah kommer hjem igen - men jeg ønsker for hende at tiden ikke fra nu af går for hurtigt. 

Fredag d. 25. november 2016

I morgen afleverer vi Marcelo til hans 2. familie i Danmark.
Det er med meget blandede følelser. Den første meget lange tid i Danmark, har vi "kæmpet" en del med at lære Marcelo noget om aftaler - at lave dem, at overholde dem, og noget om tid - og især rettid(ig omhu).
Tror både vi og Marcelo har været overraskede over hvor meget til forskel der er på kultur og personlighed. Men selvom der en gang imellem er blevet talt med noget store bogstaver, når tingene ikke er passet helt, som vi danskere (og i hvert fald vi i vores hus gør), har det også betydet at vi har fået talt om nogle ting, der nok ikke var poppet op, uden vores meget forskellige måde at anskue tingene på.

Så nu hvor vi har fundet en mening med det hele - skal han videre...
Men jeg tænker ikke, at vi er den første - eller den sidste familie, der sidder tilbage med den følelse...
Vi har fået fortalt mange gange, at den første familie har det hårdeste job, for det er der de unge skal lære alt, inklusive sproget - som må jeg sige, vi har haft en del snakke om, med Marcelo, som har sin egen klare holdning til sin dansk kunnen.
Så jo, det har været hårdt, men det har også særdeles lærerigt, for både os og Marcelo. Jeg ved vi vil tage alt det han har bragt ind i vores liv, og hans historie med os. Og jeg håber ligeledes at Marcelo vil tage, det vi har forsøgt at give ham, med videre i sin fremtid - også den dag han forlader Danmark.

 

Tara og Marcelo til Thanksgiving (Foto: Rotary)

Marcelo og sproglærer Lone (Foto: Rotary)

Marcelo som Natteravn med Anders og hostmor

Vi har taget ham ind som vores eget barn, og der uddeles både skældud og kram, ligesom vores egne. Naturligvis er der kampe som vi ikke, som hostfamilie skal gå ind i - f.eks. hvor meget frugt og grønt man spiser ;O))
Nogle ting er universelle, finder man ud af - for eksempel når vi selv sender et rodehoved ud, kan man alligevel blive overrasket over at få et endnu større rodehoved retur ;O)

Marcelos værelse - det kunne være en hvilken som helst teenagers ;O)

Det der med at huske madpakke, slukke lys og alle de andre ting, man håber kun er danske teenagere der ikke kan - viser sig at være universelt ;O)))))

Vi har haft sjove oplevelser - som første gang Marcelo skulle gøre sit værelse rent og Henrik viste ham støvsugeren. Han var helt i vildrede, og jeg tror endnu ikke han er helt vild med den (også nok lidt universelt - vores egne teenagere har heller ikke været vilde med støvsugeren)....

Da det sneede og Marcelo tog godt med tøj på og gik/løb rundt udenfor og grinede højlydt og filmede til derhjemme - ved ikke hvem af os det fik den største oplevelse - det var helt exceptionelt at opleve ham, opleve sne for første gang i sit liv. En oplevelse jeg vil tage med mig for altid.


Eller da han så vores mange julenisser og pynt, som jeg tog frem lidt før den første søndag, så han kunne være med til det. Han er helt forelsket i vores store plyselg - kan slet ikke lade den være...

Kræsenheden - den er stor og i Danmark, hvor vi jo spiser meget grønt, har det være svært at ramme noget han  kan lide (kylling og ris - uden krydderier er et hit), men alligevel er frikadelleburger med ost (og i øvrigt aldrig hverken ketchup eller andet snask på) en delikatesse - vi har drillet ham med at det er ikke i orden at skænde vores frikadelle med en skive smeltet ost på ;O)))))
Den brune sovs (ikke sauce) er han ret glad for...og har fortalt at det meste af hans lommepenge nok alligevel går på kebab, pizza og chokolade.....

Marcelo har også lavet brasiliansk mad til os. Han gav en indkøbsliste og gik i krig, ligeså snart han kom fra skole sidste fredag.
Kylling i noget dej, og stegt i olie - det smagte rigtig godt, men hold da op man blev mæt.
Desserten var også rigtig  god - og især fordi, jeg faktisk smagte den i efterårsferien, hvor den var noget mere klistret sød. Denne var rigtig kakao dejlig :O)
Til gengæld var jeg slet ikke til hans peanutsslik - og det kom vi til at grine meget over, for han kan heller ikke selv lide det, men har taget det med, for sjov.

 

Og fine gaver fik vi også <3

Vi glæder os til at følge ham resten af året - herhjemme bliver der stille....

Uge 45 2016

Normalt hører jeg/vi fra Sarah flere gange ugentligt - blot en sprøgsmål eller en kommentar til hvad hun laver, hvad hun tænker eller et billede af noget hun har gang i..
Nu har jeg slet ikke hørt fra hende i flere dage - hvilket får mig til at savne hende. Ikke meget, men lige nok til at det bliver virkeligt at hun er langt væk fra os.
Lidt som når vi skal til noget familie fødselsdag eller lign. arrangementer - så når jeg lige at tænke "hvad med Sarah?" inden jeg husker at hun jo ikke er ovre og sove hos en veninde, og vi skal hente ved bussen...
Underligt - men heller ikke sådan "argh jeg savner hende for meget ...
Jeg er dog spændt på julen og når vi afleverer Marcelo her i slutningen af november. Så er vi kun tre hjemme, og så bliver det sikkert anderledes stille. Men så er der sikkert andre ting, der komemr til at optage mig. Jeg ved jo hun elsker at være der, det går godt og hun er superglad, så tiden skal for hende ikke gå for stærkt...

Marcelo vores brasilianske søn...det er første gang vi har udvekslingsstudent, og vi har lært meget. Det er hårdt og skægt, pivfrustrerende og nogle gange har man altså været temmelig ........ et eller andet. Men skideballer, krav og grin hører jo med til at have teenagere i huset - så hvorfor skulle det være anderledes med en teenager fra den anden side af verden?!!
Der skal man så blot tillægge en helt anderledes kultur og indstilling til tingene ;O)))))

Med tre en halv teenager vi allerede har oplevet, er vores indstilling - man må godt vise at man ikke er helt tilfreds - på begge sider af bordet - og så må man tage en konstruktiv snak om afstemning af forventninger ;O)
Det virker i ret mange % af gangene. Og resten - ja, så tager vi en tur til, og graver lidt dybere i hvorfor det ikke virkede sidst. Vi har ikke endnu oplevet teenagebørn der er flyttet hjemmefra før tid ;O))

Marcelo er noget mere kræsen end jeg er vant til (og jeg har nok de mest kræsne børn nord for Valby bakke).
For det meste er han høflig og prøver, men portionerne er så små at det er meget synligt at det ikke er et hit, og skraldespanden er tit fyldt med resten...og små ti minutter efter klaprer både køleskab og skabslåger i køkkenet - vel vidende om en sult der ikke blev stillet ved den danske mad - som enten har indeholdt for meget krydderi eller grøntsager (og nogle gange begge dele) ;O)
Men når man spørger ham, og han fortæller at han mere eller mindre lever af kød, så kan jeg da godt se at han må være mere end almindelig udfordret i et land, hvor mange lever efter sundheds tallerkenen...

Godt vi i familien ikke er fiskespisere også - så ville han da skulle have ekstra lommepenge tilsendt til flere kebabs ;O))
Men når man laver to retter mad samme dag og han med et stort grin siger det var rigtig godt - ja så VED man bare - at det VAR godt .... ;O)

11. oktober 2016

Hmmmm...... de sidste mange indlæg handler om Marcelo, og vores hverdag.
Hvad blev der lige af Sarah - og det der med at være mor til en udvekslingsstudent???

Ja, men vi hører jævnligt fra Sarah - lige et par ordvekslinger om dette og hint eller et billede af et eller andet, hun har set, gjort eller synes hun skal berige os med. I lørdags havde vi for første gang en Skype session med hende - hele to timer talte vi - eller mest hende i virkeligheden ;O)
Hun fortalte og det var superdejligt at se hende. Måske er det den løbende kontakt der gør at det ikke er helt så slemt (endnu) at være uden hende. At hun stadig er nærværende, fordi der lige kommer en "send lige en opskrift på ..."
Jeg ved det ikke - jeg har været lidt overrasket over hvor let det egentlig er.
Måske fordi vi har Marcelo - men han er jo bare faldet ind i familien, men jeg ved det ikke.

Fødselsdagen gik over alt forventning - jeg havde forestillinger om at jeg ville tude mig gennem dagen - men  det var helt fint - vi gik faktisk mest og ventede på at se hende få dykket hovedet i kage ;O))

Nu er julen ovre os lige om lidt - måske kommer vi til at savne hende vildt meget - eller er vi (jeg - ihvertfald) bare helt afklaret og klar på at hun er i Mexico og kommer hjem til sommer...

Jeg ved det ikke - men det er da dejligt hvis jeg blot kan "nøjes" med at glæde mig på Sarahs vegne, for hendes øjne lyser og hun er ikke til at stoppe med lovprisningerne om Mexico...

Det eneste hun savner er hendes katte, for det har de ikke i Mexico...;O))))

9. oktober 2016

Det er blevet hverdag, med alt hvad det indebærer - i vores hus er det noget med en travl én af slagsen.

Marcelo er i skole, sprogskole henholdsvis i Smørum tirsdage og Hillerød onsdage. Han træner flittigt efter skole i fitnesscentret, og har mange arrangementer og festlige lejligheder i weekenderne...

Marcelo har lånt Sarahs guitar og sidder ofte om aftenen og øver sig både på sang og spil. Det er superhyggeligt, da både Bobby og Sarah ofte har siddet på samme måde. Det lyder bedre end når han spiller, som Lucas, og vi sporadisk kan høre udbrud, som af og til er temmelige forskrækkende – især når det er på portugisisk ;O))

Der er en tydelig forandring, i at Marcelo allerede nu forstår det meste på en sms – han siger også at det falder ham lettere at læse dansk end at (ud)tale det. Alligevel forsøger han nu også selv at formulere svar, når vi taler til ham på dansk ;O)
Det går faktisk rigtig flot, synes vi.

Maden – der er egentlig også sket noget – måske initieret af Tara og hans samtaler?
Da Marcelo kom hertil spiste han slet ikke grøntsager – det er nu ikke noget jeg kan falde i svime over, for jeg har kræsne børn, men alligevel var det overraskende, fordi vi endnu ikke har fundet noget, hvor han kunne lide det (vores erfaring er at det ofte kan findes en eller to grøntsager der kan klemmes ned).

Men han er begyndt at smage – og får altid lov at spytte det ud – ikke noget han benytter sig af. Men en kebab spises med salat, en sammenkogt ret, bliver der ikke pillet så meget i - selvom han ikke selv tager frugt med i skole – endnu ;O)

Fra Sarah ved vi at der også er mange frustrationer, som man ikke vil sige til værtsfamilien – og vi forsøger at være obs på at Marcelo har det på samme måde.
Ikke nødvendigvis med de samme ting, men at der kan være ting, han ikke synes han vil sige, men som han er i tvivl om.
F.eks tager han ned og køber en ny tandpasta fordi der ikke var mere i den anden. Selvom vi har sagt at alt hvad han skal bruge f.eks. Hårshampoo, sæbe etc.
Jeg checker jo ikke hver dag de to drenges badeværelse, men bør nok det næste stykke tid huske ham på at han bare skal spørge - det er jo ikke nemt at huske alle de informationer han fik da han kom...  

Men det må være svært at sidde  så langt hjemmefra med nye mennesker, nye regler, nye skikke og et sprog man ikke er komfortabelt med.

Sproget går lige så stødt og stille fremad...

...

I dag søndag har vi været på Stevnsfortet med både Marcelo og Tara. Det er faktisk et spændende udflugtsmål, som jeg ikke selv ville have tænkt på, men Henrik havde været dernede for et par år siden.

Vejret var desværre ikke det bedste, så en solskinsdag ville nok være bedre, men vi fik set hvad vi skulle - Stevns klint og området udenfor sprang vi dog over ;O)

Lytter intenst med Møns klint i baggrunden...

Fotografering i modlys kræver vist lige et kursus...

Udendørsarealerne hvor der kan ses missiler, køretøjer og flytbare radarer...

18 meter under jorden, og tidslomme fra 80-erne

Kalk og flint som er 65millioner år gammelt ...

Og så er der direkte adgang til havet...